Krise i parforholdet

Af Mikael Hoffmann

 CIMG0082Hvis man ikke har det så godt i sit parforhold, kan det også være rigtigt meget op ad bakke på alle andre områder i livet.
Jobbet, børnene, helbredet, fritidsinteresserne, familien osv. kan nemt blive påvirket.

 

Spørgsmålet er først og fremmest, hvordan man tackler de uundgåelige kriser – ikke om de vil dukke op.

Kriser i et parforhold kan være igangsat af en række faktorer, og jeg kan her nævne nogle eksempler: Dårlig kommunikation, for få fælles interesser og ønsker, rollefordelingen i familien, utroskab, samt ligegyldighed over for parforholdet og fremtiden. Hvis man ikke sætter pris på sin partner, kan man risikere mismod i sit samliv.

Samtalen er altafgørende for et godt – eller bare rimeligt godt – parforhold. Hvis kommunikationen er dårlig, eller den helt mangler, kan det skabe misforståelser, utryghed, mistillid, fravær af respekt for hinanden og andre ubehagelige følelser.

Kvinder og mænd bruger forskellige sprog, som kræver en oversættelse. Hvis man er uopmærksom på dette, kan man komme til at såre hinanden helt unødigt.

Det første skridt til at forbedre kommunikationen er at indse, at der er et problem. At blive bevidste om, at der er misforståelser og mistolkninger. Dette er nødvendigt for at ændre situationen og skabe et godt og solidt fundament at bygge en positiv og konstruktiv kommunikation på.

Håndtering af kriserne

Et forhold i krise behøver på ingen måde at være slutningen på forholdet.

På samme måde som feber i kroppen ikke er selve sygdommen, men derimod et symptom på at noget andet er i vejen, er en krise også et symptom, og årsagen skal som regel findes et helt andet sted.

Hvis du har feber, er det jo heller ikke nok, at du slår temperaturen ned med antibiotika. Dette vil være symptombehandling og sminke sygdommens reelle årsag med yderligere skade og ødelæggelser til følge.

På samme måde vil fx irettesættelser, forbud, ”fejen ind under gulvtæppet” eller åben krig også være at dække over symptomerne i stedet for at bearbejde årsagerne.

Hvis vi selv kunne løse problemerne, havde vi nok gjort det for længst. Derfor kan det være en fordel at konsultere en psykolog eller parterapeut, hvis problemerne bliver for store. Disse mennesker er professionelle med en uddannelse bag sig, og de har en række værktøjer og teknikker, der kan hjælpe med at genskabe den gode relation.

Det hele kommer an på, hvordan man reagerer på krisen, så vær forberedt, når den rammer. Man må regne med, at det med stor sandsynlighed vil kræve tålmodighed og store ressourcer at komme op af det hul, man selv har gravet sig ned i. Men selvfølgelig kan det lykkes. Det er blot et spørgsmål om at vide, hvordan det skal tackles.

Mikael Hoffmann på Google+

Bedre parforhold


17. marts 2014 by Threin Ottossen
Categories: Aktuelt, Blog | Leave a comment