Når klienten er pårørende til en psykisk syg eller psykisk sårbar

Af ID psykoterapeut, MPF, MIDPF og Supervisor Mia Højlund Iversen – www.being.dk

06-kopiDette blogindlæg er en opsamling af mine erfaringer med at arbejde med pårørende til psykisk syge/sårbare. Hvad man kan gøre, og hvad man skal være særlig tilbageholdende med at gøre?

Når jeg er særlig optaget af denne klientgruppe skyldes det, at der sjældent er tilbud i det offentlige system, der kan støtte netop disse klienter. I det offentlige system er der fokus på den, der er psykisk syg, men sjældent på resten af familiesystemet.

Der findes en del patientorganisationer, der på forskellig vis (f.eks. gruppeterapeutisk og foredrag) adresserer problemstillingen, men individuelt sammensatte forløb for pårørende findes stort set ikke. Og det er en stor fejl, for ved at styrke de pårørende, styrker man ofte hele ”systemet”, og altså derved også den psykisk syge – men det er ikke det primære formål med at tilbyde målrettede individuelle forløb for pårørende. Det primære er at styrke dem i at kunne stå i en ofte vanskelig afmægtighed, hvor de samtidig skal kunne handle, for det kræver omstændighederne.

Pårørende kommer i mange afskygninger – det kan være forældre, sammen eller hver for sig, det kan være søskende, bedsteforældre, ægtefælle/kæreste eller anden familiemæssig relation. Og så kan det også være venner. Typisk vil det dog være de pårørende, der kommer til at have et direkte ”handleansvar”, når den psykisk syge/sårbare kommer for langt ud – og det er oftest forældre, søskende eller ægtefælle/kæreste.

Som terapeut for pårørende vil man komme til at høre ting, der er så vanvittige (og det er jo netop, det det er), at man vil synes, at det skal man da som pårørende ikke finde sig i eller være vidne til. Men virkeligheden er jo, at det er det, de pårørende står i – at det er sådan psykiatri er skruet sammen i Danmark, og hvis vi ikke billedligt talt stiller os side om side med klienten og er villige til at se det, de ser – ja, så kan vi ikke hjælpe dem med noget, og skal i stedet for sende dem til nogen, der er villige til det og kan. Og så kan man spørge ”Er det ikke altid det, vi skal som terapeuter?” Jo, men her gør det en særlig forskel!

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed vil 20 % af den danske befolkning i løbet af et år have en eller anden form for psykisk lidelse. Der er selvfølgelig med varierende sværhedsgrad og de forløb jeg her henviser til er i den tungere ende – her tænker jeg især på skizofreni, bipolar affektiv lidelse, svære depressioner, spiseforstyrrelser, svære misbrugsproblematikker, svære ADHD-tilfælde, svære OCD-tilfælde, svære borderline-tilfælde, demens, o.l. Denne gruppe svarer til omkring 3-400.000 danskere. Det betyder, at der er mange pårørende til denne gruppe. Ofte har de pårørende ikke overskud til at gå i terapi, fordi de er bange for at blive endnu mere udmattede af at være i terapi. Og ofte er det et tabu at være pårørende til en psykisk syg – også selv om man er åben omkring det – så risikoen for at blive mødt af en terapeut, der ikke forstår, afholder også klienter fra at søge hjælp. Sidst men ikke mindst er økonomi en faktor – for typisk er det ret dyrt at være pårørende til en psykisk syg, da man ofte må rykke ud med akutte løsninger – så at få råd til terapi oveni kan være svært.

Det skal for ordens skyld nævnes, at hvis man er pårørende til en svært psykisk syg kan man få en henvisning fra lægen til psykolog – men denne skal jo som bekendt have ydernummer og så er der ingen garanti for, at psykologen rent faktisk har forståelse for og kan arbejde med problematikken.

Derfor synes jeg, der er en berettigelse til, at vi som psykoterapeuter tilbyder forløb for pårørende til psykisk syge/sårbare, men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi griber det an.

Temaer, der dukker op og må arbejdes med i terapien

æsel med vægtSådan føler klienterne sig ofte. De trækker et kæmpe læs og har selv svært ved at finde fodfæste!

 Der dukker mange forskellige problemstillinger op i terapien – en del fordi, man står i en direkte akut krise, og så er det problemstillingen – men det afleder ofte andre problemstillinger. Og under eller omkring det hele er dybe eksistentielle problematikker, der også må adresseres i terapien.

Her er et par eksempler på problemstillinger, der kunne dukke op. Listen er selvfølgelig ikke fyldestgørende, men med for at give en idé om, hvad man som terapeut skal kunne møde:

• Afmagt – Hvordan lever man med den?
• Tabu – at håndtere omverden
• Svigt
• Netværk – er det der og hvis ikke, hvad så?
• Samarbejdspartnere – kommune, psykiatri, bosteder m.m.
• Struktur, struktur, struktur
• Vedligeholde og opbygge ressourcer – hvordan fylder man på sit eget system, så man kan klare de pressede situationer?
• Angst – angsten for at miste eller angst for voldelige situationer
• Psykiatrisk skadestue og indlæggelser – med og uden tvang – og holdningen til det psykiatriske system
• Viden – og hvorfor viden er vigtig
• Skyld og skam
• At håndtere uenighed om behandling
• Misbrug – når den psykisk syge/sårbare selvmedicinerer sig med alkohol, hash, medicin eller andre stoffer
• Medicin vs. terapi
• Økonomi
• Værdier – hvordan finder man sine/familiens værdier og bevarer dem?
• Selvmord, selvmordsforsøg eller trussel om
• Stress
• Sorg – tabet af ”drømmen”

Så man må som terapeut være klar på at møde det, der kommer med ind ad døren fra gang til gang.

Den terapeutisk holdning – vær ydmyg!

DSC_0057redNår man er terapeut for pårørende til psykisk syge/sårbare, kræver det en særlig viden om det psykiatriske og kommunale system, om medicin og om diagnoser. Ikke for at man skal kunne hverken diagnosticere eller medicinere (det er lægernes opgave), men for at forstå, hvad det er for en virkelighed klienterne lever i.

Det er mindst lige så vigtigt at vide, hvad man ikke ved. Det skal forstås på den måde, at ligegyldig, hvad vores egne holdninger som terapeut er til psykiatri og psykiatriske diagnoser, så er der dybest set ingen, der har det endegyldige svar på, hvoraf lidelserne opstår. Der er mange teorier herom – nogle genetiske, epigenetiske, udtryk for miljøpåvirkning (både kemisk eller psykisk), systemisk konstellation, svar på udvikling, der er gået galt, integral udvikling, spirituelle kriser…osv.

Men ingen kan siges at have svaret, og derfor må man som terapeut ydmygt forholde sig til det.

Hvis man ikke har været i kontakt med en akut psykisk syg eller har besøgt en lukket afdeling, så er terapeutens udgangspunkt, at man formentlig ikke ved, hvad det vil sige. Man kan ikke læse sig til, hvad det vil sige at være sammen med mennesker, hvor man ikke kan mærke en eller anden form for kerne, eller hvor viljen er sat ud af kraft, eller en, der er reelt psykotisk, eller en, hvor grænser ikke eksisterer. Dette er man nødt til at have oplevet på egen hånd for bare tilnærmelsesvis at kunne sætte sig ind i, hvad det vil sige at være pårørende til en psykisk syg/sårbar.

Og selv om der ikke er tvivl om, at der udskrives for meget medicin i Danmark, så er der heller ingen tvivl om, at der er mennesker, der SKAL have medicin. Vi ville jo aldrig diskutere om en med sukkersyge skal have insulin – lige så vigtig er medicinen for mange med psykiatriske lidelser. Hvis den psykisk syge er manisk eller psykotisk, så er det helt afgørende, at de behandles medicinsk og ofte hurtigt, da han/hun ellers kan være til fare især for sig selv og i sjældne tilfælde for andre. Så de pårørende har ikke brug for at høre terapeutens egen holdning for eller imod medicin – de pårørende har brug for at have et rum, hvor de selv kan afklare deres holdning til medicinen.

Den terapeutiske tilgang må i basen være stærkt eksistentiel og humanistisk – og kun med en transpersonlig vinkel overfor klienten, hvis man er absolut sikker på, at klienten kan rumme det. Fra den base møder man herefter klienten reelt integrativt – alt efter, hvad den aktuelle problemstilling er – og hele tiden med et integralt sigte.

Det, som klienten, der er pårørende til en psykisk syg/sårbar har brug for

P1130131De pårørende til en psykisk syg/sårbar som klienter har brug for at have et rum, hvor ALT kan være der. De har brug for at blive mødt af en terapeut, der kan rumme stort kaos (og som er villig til at hjælpe med at skabe en eller anden form for struktur i det kaos).

Det er også vigtigt at blive mødt med kærlighed, for det, klienterne står i, er ofte meget ukærligt. Klienterne har ikke overskud til at føle sig forkerte i det terapeutiske rum. Derfor kræver det en særlig tilstedeværelse fra hjertet fra terapeutens side – oftest er det jo ikke et problem, men med netop med denne klientgruppe er det vigtigt, at terapeuten har det fokus.

En perspektivering

Når systemet er, som det er nu, så er må man forholde sig til det og hjælpe der. At alle kunne ønske sig, at det hele så anderledes ud ændrer ikke på, hvordan det er nu!

Og når systemet er, som det er, så er det vigtigt, at vi støtter klienterne i at kunne indgå i et samarbejde med systemet trods dets fejl og mangler.

Det nytter ikke noget at fordømme f.eks. det psykiatriske system, hvis det er det eneste tilbud, der reelt kan rumme den psykisk syge. Da må man søge samarbejdet. Og så er det vigtigt at vide, at der findes gode, dygtige og lydhøre psykiatere. Det kan godt være, at deres tilgang er en anden end mange psykoterapeuters – men de vil ofte gerne samarbejdet med de pårørende (og for den sags skyld også med psykoterapeuter), hvis blot man husker at have respekt for deres tilgang (på samme måde, som vi gerne vil mødes med respekt for vores).

Og så findes der selvfølgelig også psykiatere, der ikke er villige til at indgå i et samarbejde, men ligegyldigt hvad, så kan vi hjælpe klienterne med, hvordan man med viden møder psykiatri eller kommune. Og viden er vigtig, for de pårørende bliver ofte budbringere af livsvigtig information mellem de forskellige systemer.

Det vigtigste budskab fra mig er nok, om man som terapeut virkelig er klar til at møde denne klientgruppe – hvis man ikke er, må man sende klienten videre til en anden, der kan. Men hvis man er klar til at møde pårørende til psykisk syge/sårbare som klienter, så vil man som terapeut opleve nok nogle af de mest givende og meningsfulde klientforløb, man kan tænke sig.

Og selv om det sikkert er overflødigt at nævne her, så har man både som erfaren og ny i forhold denne klientgruppe brug for at gå i supervision løbende hos en egnet supervisor.

Meget af det, jeg har skrevet i dette indlæg kunne uddybes til et blogindlæg punkt for punkt. Jeg har forsøgt at trække nogle væsentlige linjer op – og balancere på kanten mellem at skrive for meget eller blive for overfladisk. Dette har ikke været helt let, men jeg håber alligevel at det har været det værd at læse indlægget til ende.

Mia Højlund Iversen
ID psykoterapeut, MPF, MIDPF og Supervisor

Kilde omkring statistik: Psykiatrifonden
Faktaboks – Psykisk sårbar, psykisk syg og sindssyg
Begreberne psykisk syg og psykisk sårbar adskiller sig ved, at når man er akut syg, så er man psykisk syg. Psykisk sårbar dækker over den gruppe, der tidligere har været psykisk syge, og hvor sygdom igen kan bryde ud, hvorfor det er vigtigt at have styr på, hvordan man bedst selv kan forhindre, at man bliver syg igen.Begrebet sindssyg er, når psykisk sygdom når en sådan akut sværhedsgrad, at man reelt er ude af sig selv – ofte vil man blive indlagt (med eller uden tvang) ved denne tilstand, da man er til fare for sig selv eller andre. Tilstanden kan vare fra sekunder til måneder/år.

06-kopi

Mia Højlund Iversen

ID psykoterapeut, MPF, MIDPF og Supervisor
Hvis du har brug for at vide mere, så tilbyder jeg om emnet:
• Individuel og gruppeterapi
• Individuel og gruppesupervision
• Kurser og foredrag
Kontakt:
www.being.dk
Mobil + 45 22274975
mail@being.dk

 
 
 
 

16. september 2014 by Threin Ottossen
Categories: Aktuelt, Blog, Forside | Leave a comment