Yalom’s Cure – i ord og billeder

Den 31. august arrangede Etikudvalget en særlig filmforevisning, Yalom’s Cure. Det blev en inspirerende aften der vakte til eftertanke. Birgitte Svendsen og Janne Give Gjaldbæk har sendt os disse ord ledsaget af Mariann Illum Vendlers billeder.

IMG_2528small5x5

“Det var en dejlig og stor oplevelse at se dokumentar filmen om/ og med Irvin D. Yaloms liv og virke. Og det gav ekstra meget først at høre Helen Krags interessante og vidende foredrag om filmen.
Filmen talte til næsten alle sanser. Den var meget smukt fotograferet med skønne stemningsfulde naturbilleder, og musik der kunne stilne sindet og sende ens tanker på rejse. Der var en grundstemning af kærlighed og sandhed om livet. Den til overmåde underbyggede opfattelsen af Yalom som et menneske med utrolig visdom og varme.
Det var en meget personlig film, hvor man virkelig fik en følelse af at blive inviteret ind i hans liv. Yalom fortalte i tilbageblik, og viste gamle private fotos, fra hans forældres ankomst til USA fra Polen i 1920 som fattige migranter, og fra hans barndom og opvækst. Han fortalte morsomt og indlevende om sit ægteskab med den kvinde han havde kendt fra de var teenager: ”Jeg vidste det skulle være hende, OK jeg havde heller ikke så mange beundrere, for jeg var meget genert og kluntet”. Og deres lange betydningsfulde ægteskab og deres fire børn. Vi så interviews, både fra hans liv nu og fra tidligere, og her fik man lidt indblik i hans dybe visdom og menneskekendskab. Det var som at få serveret en ’perlerække’ af indsigter. Det blev bl.a. underbygget af interessante klip fra hans arbejde med gruppeterapi, som han sideløbende fortalte om.
Yalom afrundede filmen med nogle tanker om det at blive så gammel som ham, han er 84 år, som jeg synes var så smukt og opmuntrende: ”Tidligere i livet fylder sex og begær så meget, det var som at se på himlen en sommerdag hvor solen fylder det hele. Senere i livet, når solen ikke fylder det hele får man øje på alle stjernerne og det uendelige himmelrum”.”
Hilsen
Birgitte Svendsen
Formand for etikudvalget

IMG_2529small5x5

 

Janne Give Gjaldbæk fortsætter en eksistentiel kerne i Yaloms filosofi:

“Not fall in love – but stay in love

Ligegyldig hvor meget vi kender et andet menneske og føler en stærk kontakt, så vil der altid være et mindre rum af personligt/unikt rum /essens, som ikke kan deles eller forstås af andre – noget vi har helt for os selv gennem hele livet. Kun du ved hvordan det er at være dig.
I bund og grund er vi alene – fødes og dør sådan – selvom vi føler meget stærke og tætte bånd og forbindelser med hinanden.”

Tak til Yalomekspert og medlem af Etikudvalget, Helen Kragh, for forarbejdet og hele Etikudvalget for at stable arrangementet på benene.

IMG_2530small5x5


02. september 2015 by Threin Ottossen
Categories: Aktuelt, Arrangementer, Blog, Forside, Fotogalleri | Leave a comment