Den tavse viden i ord og billeder
Af Claus Verner Nielsen
Fotos: Bente G. Hansen
DEN TAVSE VIDEN – hvordan bruger du dine indre guides?
14 IDPF’ere deltog i en inspirerende og vedkommende afdækning og undersøgelse af relation, kontakt og nærvær.
Fagligt udvalg inviterede os til at bruge en dag på at undersøge hvordan vi udfolder og forholder os til det transpersonlige niveau i vores terapi. Det var en dag uden oplægsholder og selv om der var lagt et program for dagen blev det en oplevelse af at vi sammen satte tempoet. Et tempo der inkluderede rigeligt med tid til at blive set og hørt. Et tempo der gav ekstra tid og plads til refleksioner og fordybelse.
Mayaya stillede op med sine klangskåle og førte os i gennem en lydmeditation der stærkt kan anbefales. Der blev sat mange gode og stærke ord på den oplevelse.
Derefter gik vi sammen to og to og delte vores erfaringer med det transpersonlige rum i mødet med vores klienter. Det blev en halv times værdifulde udvekslinger, der efterfølgende blev delt i plenum. Det er så inspirerende at lytte til kollegers oplevelser af det terapeutiske rum og den sårbarhed og kraft der udspiller sig i møderne med vores klienter. Og som tydeligt kunne mærkes i følelsen af at et fællesskab og en tillid der blev styrket.
Så gik vi sammen i tre grupper og fortsatte undersøgelsen for til sidst at samle op i en afsluttende deling.
Vi kom omkring emner som engle, spirituelle guides, det at bede noget større om hjælp, det guddommelige, hvad tror vi på, kvantefysik og en hel del brug af ordet ‘energi’.
Men mest af alt fik vi en hel del mere lys på hvad der skaber kontakt, nærvær og relation i vores møder. Og eftersom det igen og igen fremhæves som den primære ingrediens i et vellykket terapeutisk forløb fik dagen understreget hvor værdifuldt et fælleskab vi har i IDPF. Og alle var enige om at en sådan dag må gerne være en tilbagevendende begivenhed.
En masse tavs viden som flere af medlemmerne har haft svært ved at finde et sted at dele, blev delt til stor berigelse for os alle.
Tak til fagligt udvalg, til modige kolleger og til noget meget smukt i bevægelse!