Githa Foyn Iversen blogger om det der er værd at huske om skam

Af Githa Foyn Iversen

 Skam

IDPF faglig dag d. 24. januar 2014 med Lars Sørensen

”Skam handler ikke om det man har gjort, men om den man er og herved om at være god nok.”

Lars Sørensen er kendt af mange ID studerende gennem de sidste mange år, som underviser på psykoterapeutuddannelsen. Han er kendt for sit usædvanligt fintfølende nervesystem, som han bevidst bruger til at registrere kontakt og mangel på samme hos sine medmennesker. Han nøjes ikke med at registrere kontakten, men bruger den tillige som et redskab til at hele sine patienter.

Lars J. Sørensen foto

Dagen med Lars Sørensen foregik med lysbilleder, videoklip, foredrag, øvelser med hinanden og plads til spørgsmål, kommentarer og refleksioner fra deltagerne. Flere adspurgte deltagere var meget begejstrede for hans nærværende og intuitive stil, som vækkede genkendelse, forårsagede en øget kontakt med egne følelser, var inspirerende og gav en større sproglig bevidsthed om skam, selvværd og relationer.

Her er nogle noter og citater fra dagen:

“Hjælpeløshed, ensomhed og skamfuldhed følges ad. Barnet bliver ikke set og reguleret følelsesmæssigt af sin omsorgsperson, når det har overvældende stærke følelser. Dette forårsager kollaps og hjælpeløshed. Hjælpeløshed er skamfuldt. At føle skam er at føle sig forkert, at være sat uden for menneskekollektivet.”

“Terapi er reparenting. Terapeutens opgave er at regulere følelsestilstande. Det sker ikke nødvendigvis med ord. Den anerkendelse, som den anden får i ens øjne, ansigt og krop er hundrede gange vigtigere end ordene. Anerkendelse er ikke ros, men at give plads til det som er. At rumme er at være i stand til at håndtere den virkelighed, som vi godt kan mærke.”

“Det føles godt at være i overensstemmelse. Det er ikke logisk. Gå med fornemmelsen i stedet for at forstå det.”

“Skyld vedrører handling. Behandlingen er, at man tager ansvar og handler anderledes. Skam vedrører den man er. Behandlingen er, at blive set på med kærlige øjne.”

TILLID Lars J. Sørensen

Dagen har for mig været en bekræftelse af nærværet og relationens betydning i det terapeutiske møde. Specielt inspirerende var Lars Sørensens respektfulde, opmærksomme og fintfølende sansninger for sine medmennesker.


04. februar 2014 by Threin Ottossen
Categories: Aktuelt, Blog, Forside | Leave a comment