Kendetegn ved en god psykoterapeut

Psykologisk bistand? Hjælp!

af Katrina Pitt Winther

Det var en grænseoverskridende oplevelse, første gang jeg var i psykoterapi… og det har det faktisk været hver gang siden. Jeg har været en del i terapi for at blive klogere på, hvem jeg er, for at finde meningen med mit liv og fordi det var en obligatorisk del af min uddannelse til at blive psykoterapeut.

I det terapeutiske rum skabes der adgang til nyt, ukendt land. Nye tanker, nye sansninger, nye følelser, nye muligheder, kort sagt – ny bevidsthed. I terapi bliver der åbnet op for dele af bevidstheden, der hidtil har ligget hen i det dulgte, skjulte, ukendte, umulige, farlige, utopiske ingenmandsland. Og dermed er terapi i sin essens grænseoverskridende.

Derfor var det også med blandede følelser, at jeg hver gang mødte op til terapi. På den ene side ønskede jeg større forståelse, klarhed og forandring – på den anden side var jeg på vagt overfor terapeutens tolkning og anvisninger – og overfor det sårbare, der lå en den ulige relation: Terapeut – klient. Og selvom jeg i min første terapeut havde fundet en viis kvinde, så var der noget i hendes distance og bedrevidenhed, der gjorde rummet for sårbart og ydmygende for mig. Rummet blev tykt med usagte bekendelser og mudret af min kamp for at holde fast i min integritet og stolthed. Og det blev uærligt, fordi jeg samtidig kom til at gøre, hvad jeg i forvejen var alt for god til: Jeg forsøgte at leve op til hendes billede af mig – og til det billede, jeg ville have, at hun skulle have af mig.

Lyder det kompliceret? Det var det – og det er det også! I psykoterapi foregår der hele tiden en udveksling på flere planer: Imellem klient og terapeut – imellem det sagte og det usagte – og imellem det bevidste og det ubevidste (såvel klientens som terapeutens). Der er mange bolde i luften – nogle bliver grebet – andre falder måske til gulvet.. eller kommer i overført betydning til at hoppe forstyrrende rundt i lokalet.

I længden skal terapi føre til, at den enkelte klient føler større grad af glæde, tilfredshed, selvaccept og handlefrihed. På kort sigt kan terapi dog føre til øget angst, sorg, uro og konflikter. Det sker ikke sjældent undervejs i et terapeutisk forløb, at klienten og/eller hans omgivelser bliver bekymrede for, om det her er godt og kan betale sig.

Psykoterapi er altså hverken enkelt eller ufarligt! Man skal vælge sin terapeut med omhu. Når det er sagt vil jeg tilføje, at mødet med en klog, varm og dygtig psykoterapeut kan skabe store positive omvæltninger i dit liv. Jeg vil hele mit liv stå i taknemmelighedsgæld til en håndfuld vidunderlige terapeuter, der har hjulpet mig mere hjem til mig selv.
Nedenfor har jeg forsøgt at lave en tjekliste for, hvad en god psykoterapeut efter min subjektive mening bør leve op til. De fleste punkter vedrører terapeutens personlighed og etik. Dertil kommer, at det for mange er en jungle at vurdere, om vedkommende har fagligheden i orden. Derfor har jeg nederst ultrakort forsøgt at redegøre for forskellen imellem hhv. psykiatere, psykologer, psykoterapeuter og coaches.

En god terapeut er sympatisk og fokuserer på det positive

Du skal kunne lide din terapeut og mærke, at vedkommende vil dig det godt. Hvis du kan lide din terapeut er der nemlig stor sandsynlighed for, at det er gengældt. Og en terapeut, der kan lide dig – er en terapeut, der kan se dine ressourcer, muligheder, kvaliteter og styrker. Jo mere ressourcefuld, du føler dig – desto bedre grund vil du føle, du har under fødderne. Og med god grund under fødderne følger mod og handlekraft til at skabe de forandringer, du ønsker dig.

Ofte tror vi, at vi skal løse problemerne, før vi kan komme videre. Intet kunne være mere forkert. Det er gennem det positive fokus og opbygningen af vores selvfølelse, at problemerne bliver til at tackle… eller måske ligefrem mister deres betydning. En sidegevinst ved en sympatisk og hjertelig terapeut er, at du nemmere slapper af og giver dig hen til processen. Det sparer både tid og penge.

En god terapeut er varsom med at stille diagnoser og sætte dig i bås

Ordet skaber, hvad det benævner, sagde Grundtvig engang. Og hvor havde han dog ret. I vore relationer har vi hele tiden tilbøjelighed til at sætte hinanden i bås – at definere – at vurdere – at evaluere. Det er ødelæggende for et åbent, levende forhold – det låser os og får os i værste fald til at føle os fremmedgjorte. Selv positive båse som ”du er altid sådan en glad person” er kvælende, fordi de indirekte indeholder en forventning (jeg vil helst have, du er glad) og udelukker en række andre muligheder og kvaliteter (du må ikke være indadvendt eller stille spørgsmål til tingene..). Vær derfor varsom overfor terapeuten, der fortæller dig, hvem du er, hvad du føler, eller hvad du har brug for. Efter min mening er det magtmisbrug og ødelæggende for din integritet og mulighed for selv at nå frem til dine egne erkendelser. Hvem du er – og hvordan du har det – er noget, I sammen skal undersøge og gå på opdagelse i – og den bedste terapeut er den, der sammen med dig gætter, undrer sig, undersøger, afdækker, hilser velkomment og prøver af. Det er ikke en floskel, at en terapeut skal stræbe efter at være fordomsfri – det er en absolut nødvendighed! Er terapeuten fuld af fordomme klapper klienten i som en østers.

En god terapeut er personlig

I terapiens tidlige dage var den gængse opfattelse, at terapeuten skulle være så neutral og objektiv som muligt. Så ville klientens mønstre og projektioner blive tydeligere for ham selv. I dag anerkender de fleste terapeutiske skoler, at det slet ikke lader sig gøre at stå i relation til et andet menneske uden at have en afgørende indflydelse på den anden – og på det, der foregår i relationen. Begge er subjekter, der ”gør noget” ved hinanden.

Er jeg fx optaget af at vise min autoritet som terapeut (måske fordi jeg føler mig en smule duperet over min klients lange uddannelse eller høje stilling) – kan jeg finde på at understrege mine kompetencer, eller komme med teoretisk udredninger – eller at styre samtalen lidt mere, end jeg ellers ville gøre. Det vil påvirke min klient i retning af fx at føle sig belært, trodsig, konkurrerende eller ved at kede sig.

I den situation ville det være mere ærligt og personligt at sige ”hold da op, jeg kan mærke, at jeg bliver lidt dupperet over alt det, du har nået i dit liv. Jeg får en fornemmelse af, at du er vant til at have styringen. Jeg kan mærke, at jeg skal styre mig selv for ikke at komme til at puste mig lidt op.. Hvordan har du det med, at det her i det terapeutiske rum ofte vil være mig, der har styringen? Kan vi lave en aftale om, at du fortæller mig det, hvis du synes at jeg bestemmer for meget eller for lidt?”

Ofte er det sådan, at det man som terapeut bliver ”ramt af” i relation til en klient, ofte er et dominerende tema andre steder i klientens liv. Og derfor kan det være særdeles frugtbart for klienten, når terapeuten spiller sin ærlige person på banen og åbent fortæller om egne følelser og reaktioner på det, klienten byder ind med. Hvis terapeuten derimod vælger at pakke budskabet ind i ”hypoteser” og ”teorier”, er der fare for, at forholdet bliver skævt, distanceret og uligeværdigt. For mig er dette – at være personlig som terapeut – det sværeste og mest udfordrende. For det er her, jeg risikerer noget af mig selv – og det er her, jeg kan komme til at lægge noget ansvar over på klienten, som er mit (ex: ”du får mig til at blive irriteret på dig..”). Det er nok også derfor så mange terapeuter foretrækker at gemme sig bag en række teknikker og spørgsmål. Det udvander relationen mellem klient og terapeut – og for mig at se, er det relationen der er hovedingrediensen i terapi. At opnå erfaringer med en anderledes, åben og ærlig relation er at få styrket sin relationskompetence. Og den kan klienten tage med sig ud i den ”virkelige” verden.

En god terapeut er ikke privat

Omvendt tjener det sjældent noget formål, at terapeuten deler ud af sit privatliv. Tvært imod. I terapi er det klientens liv, der er i fokus. Når terapeuten fortæller om sit eget liv og levned tager det opmærksomheden fra klienten, rummet og relationen – og det signalerer en falsk intimitet, der kan forvirre klienten.

En god terapeut er ligeværdig

Kierkegaard sagde en gang, at sand hjælpekunst kræver, at hjælperen ikke er bedrevidende men derimod tager udgangspunkt i den enkeltes ståsted og udsyn. Hver enkelt klient har unikke erfaringer og ressourcer at byde ind med. Gennem livet udvikler vi os, så vi på bedste vis kan beskytte os, overleve og føle tilknytning. Udefra kan det nogle gange se destruktivt eller selvmodsigende ud. Men der er altid en mening med galskaben. Den ligeværdige terapeut går på opdagelse sammen med dig, finder logikken i dine mønstre, kigger ind til de bagvedliggende motiver, behov og længsler – finder nye veje til at opfylde dem. ”Sammen med dig” er kodeordet, fordi god terapi er teamwork: Terapeuten har sig selv – det terapeutiske rum – generelle erfaringer og psykologisk viden at byde ind med – men hun ved ikke, hvad der er bedst for dig.

En god terapeut afstemmer forventninger og laver en kontrakt med dig

Der er altid noget, der kunne blive bedre – og hvis vi som mennesker ikke passer på, så får hele vores liv karakter af at være et stort, navlepillende, utilstrækkeligt forbedringsprojekt. For mig er god psykoterapi hjælp til selvaccept. Terapi kan hjælpe til at øge tolerancen overfor selvets – og livets mange udfordringer, bump og skønhedspletter.

En god terapeut bruger tid sammen med dig i starten på at opstille mål, afstemme forventninger, aftale fremgangsmåde.

Det udgør jeres kontrakt – og jeres kompas for forløbet. Og når kontrakten er indfriet bør forholdet afsluttes.

En god terapeut har livserfaring – og har selv været i psykoterapi

Som sagt er det terapeutiske rum komplekst – og terapeuten bliver i lige så høj grad påvirket af klienten – som omvendt. Hvis ikke terapeuten gennem livserfaring og psykoterapi har opnået høj grad af selvindsigt, kan relationen imellem klient og terapeut hurtigt udvikle sig til det rene kluddermor. Det er også vigtigt at terapeuten er fintfølende overfor, hvor sårbart og ydmygende terapi kan føles. Uanset, om du søger hjælp hos en psykiater, psykolog, psykoterapeut eller coach vil jeg derfor anbefale, at du finder en med livserfaring, der som en del af sin uddannelse har modtaget en hel del psykoterapi.

I forlængelse heraf følger, at en god terapeut selvfølgelig regelmæssigt modtager kyndig supervision.

Psykiater? Psykolog? Psykoterapeut? Coach? Præst? Klog kone…

Der er stor forskel på den teoretiske balast man har, afhængig af om man er psykiater, psykolog, psykoterapeut, coach … eller sågar præst. En psykiater er en læge, der har specialiseret sig i psykiske sygdomme og som kan supplere samtaler med medicin. En psykolog har en bred universitetsuddannelse indenfor psykologi og mange supplerer heldigvis deres uddannelse med en psykoterapeutisk uddannelse, der indeholder praktisk erfaring. Det psykoterapeutiske marked er broget – og titlen psykoterapeut er ikke beskyttet. Mange psykoterapeutuddannelser stiller dog fornuftige krav til faglig viden og erfaring. Branchen er ved at blive mere gennemsigtig takket være nogle ministerielle certificeringsinitiativer. Og er man medlem af Psykoterapeutforeningen, lever man op til en række vigtige krav. Også coachingbranchen er mudret og undergår i disse år grupperinger, der skal sikre et minimum af standarder og kvalitetskriterier.

Det er selvfølgelig vigtigt at finde hjælp hos et velbegavet og kvalificeret menneske. Men i sidste ende er den afgørende faktor mennesket bag.

 


17. december 2012 by Threin Ottossen
Categories: Blog | Leave a comment

Leave a Reply