Stormøde om det farlige med Jytte Vikkelsøe billedligt talt
“En gruppes kreative potentiale er ligefrem proportionalt med dens kapacitet til at lære fra dens sammenstød med kaos, konflikt, uro og forvirring.”
Jytte VikkelsøeBestyrelsen samt diverse udvalgsmedlemmer holder en gang om året et stormøde, hvor vi arbejder med spørgsmål, der handler om os som forening og om hvor vi skal hen. Vinklen skifter efter lyst og behov fra år til år.
I søndags d. 6. oktober havde vi procespsykolog Jytte Vikkelsøe på besøg i 3 timer og havde en ret så sexy arbejdsproces. Jytte er bl.a. kollega og elev af Arnold Mindell gennem mange år.
En af de vigtige ting vi opdagede var, at for at holde energien potent og frisk må vi en gang imellem være spontane og risikere at slå en skæv, fordi det at få rusket op i os selv og foreningen og også i sig selv som terapeut, kan være ret så befriende og belivende. Det var ud fra den opdagelse på mødet, at Carlos lavede sin lydblog udsendt i går. Den er, som han siger, ikke kun henvendt til ham selv og os i bestyrelse med videre, men alle i foreningen. LYT oh LYT, denne vidunderlige lyd bringer mig tilbage til mit oprindelige selv, som engang Thich Nhat Hanh sagde. Dog kun for medlemmer!
En forening med snart 10 år på bagen kan muligvis godt risikere at tabe energi. Som Jytte sagde det:”Altså her går det jo meget godt, I hygger jer i jeres lille medlemsfamilie, men måske er I også blevet lidt satte og kedsommelige, som i et ægteskab, der med årene er blevet usexet og ufarligt at leve i.” Ja, det var Jyttes frække, men positive provokation til os, uak! Procespsykologi arbejder ud fra begrebet Deep democracy, hvor det handler om at fange og indlemme det marginaliserede. Det vi frygter, det vi overser af gammel vane, det vi ikke bryder os om. Alt det uudnyttede potentiale, som i procespsykologisk forstand ligger marginaliseret i forhold til vores kerneidentiet. Det vil styrke os som forening og medlemmer og terapeuter at finde ind til og turde konfrontere os selv, opsøge og være i kontakt med ALT DET FARLIGE.
Threin.