Vestudvalget arrangerer weekend i Randers med Johnny Tempeldal

Nu kan vi med glæde præsentere et nyt spændende arrangement i Vestudvalget.

Vågn op til dit sande selv med Johnny Tempeldal Tempeldal

Johnny Tempeldal er en meget inspirerende person, som har mange års erfaring som spirituel lærer, så I kan se frem til to spændende og indholdsrige dage.
Big Mind, som han vil introducere, er et genialt værktøj til at åbne bevidstheden for et universelt perspektiv. Du får mulighed for at undersøge og måske erfare din egen dybere bevidsthedsnatur, dvs. den dybeste bevidsthed i dig, som er primær og absolut.
Læs mere på vedlagte oplæg fra Johnny Tempeldal og se evt. hans hjemmeside på
www. tempeldal.dk
Kom og oplev et intenst miniretræte i nogle fantastiske energifyldte omgivelser, samtidig med der er fuldmåne. Når der er fuldmåne er energien ekstra kraftig.
Det vil være en fordel at overnatte på stedet for at blive i energien, men ikke nødvendigt.
Stedet er idyllisk dog med primitive forhold. Dvs. fælles soverum, hvor vi ligger tæt, et lille køkken. Derudover er der to dejlige badeværelser.

Arrangementet er fastsat til:
Lørdag den 19. oktober kl. 10.00 – 20.00
Søndag den 20. oktober kl. 9.00 – 15.00

Adresse:
Høvejen 2, Svinding
8920 Randers NV

Deltagere: Medlemmer af ID Psykoterapeutisk Forening – gratis.
Sidsteårs ID psykoterapeutstuderende – 600 kr. Betales kontant ved kurset.
Gæster – 1000 kr. Betales kontant ved kurset.

Tilmelding pr. e-mail til lone@hjerterum.net senest torsdag den 10. oktober 2013. Denne mail kan ikke besvares.
Husk at oplyse om du overnatter på stedet.
Medbring selv mad og drikkevarer til begge dage.
Når du er tilmeldt får du yderligere information om praktiske ting, du skal have med.

OPLÆG:

Disse 2 dages undervisning/retræte ved Tempeldal, er en mulighed for at undersøge og måske erfare, din egen dybere bevidstheds natur. Det vil sige den dybere bevidsthed i dig, som er primær og absolut.

Mennesker i verden i dag, beskæftiger sig ofte udelukkende med det, som jeg kalder deres sekundære natur, og har fejlagtigt gjort denne primær. Det betyder at mange mennesker, udelukkende oplever dem selv defineret som kroppen, følelserne og tankerne.
At mange mennesker udelukkende ser dem selv som krop, følelser og tanker, betyder også at de historier som ligger i disse lag, overført fra generation til generation, definerer dem.
Dette betyder videre, at historierne får en enorm magt, og at det ofte for den enkelte er svært, at leve et frit, selvvalgt og bevidst liv. Mange føler dette svært, fordi historierne i personlighedslagene, tager magten over dem.
Historierne kan dog arbejdes med, mildnes og drejes, og nye historier kan ligges i personligheden, så livet bliver lettere. Dette er godt og nødvendigt, men der findes samtidig en endnu dybere mulighed.
Den dybere mulighed er, at det faktisk er muligt at erfare, at der udover disse personlighedslag, ligger en dybere og mere primær natur.
Mange har gennem tiden søgt denne dybere natur, og har stræbt efter det som man har kaldt oplysning eller opvågning. Som egentlig betyder at man træder ind det lys som ligger dybere end personligheden, eller at man vågner op fra de 3 lavere bevidsthedslag ( krop, følelser og tanker ), og erfarer at man er mere og andet end bare disse.

Under dagene her ved Tempeldal, ønsker jeg at give dig muligheden for, at undersøge og måske erfare, netop denne dybere bevidsthed i dig selv, eller det som jeg kalder din sande og primære natur. En natur/bevidsthed som er absolut, vågen og hel.
At erfare denne indre natur, er også at erfare frihed og at få muligheden for et frit og bevidst skabende liv.
For når du erfarer frihed fra personlighed og historier, kommer du i kontakt med det som virkelig er dig, og den lyst som er din. Dette er så igen basis for at du bevidst og frit vælger at leve i verden, og her at udleve dine unikke potentialer og eventyr.
Under dagene her, vil vi i praksis komme til at arbejde på forskellig vis. Vi vil arbejde meget gennem direkte erfaring, hvilket vil sige, at du vil guides en del i forskellige indre og meditative øvelser. Der vil dog også være god tid til spørgsmål og svar, og til at reflektere over det som undervises i. Noget teori vil der også være, til at understøtte det erfarede.
Vi vil løbende kigge på, hvordan det erfarede hænger sammen med jeres arbejde som terapeuter, og hvad perspektiverne er i det, hvis dette har jeres interesse.
Vi vil arbejde inde som ude, og kan som skrevet arbejde meditativt, men måske også med krop, stemme, bevægelse/dans, eller forskellige energi øvelser.


11. september 2013 by Threin Ottossen
Categories: Aktuelt, Arrangementer, Forside | Leave a comment